Praktikant hos UVU?

Praktikant med flair og passion for digital kommunikation

Brænder du for kommunikation og digitale medier? Er du analytisk skarp, og kan du skrive, så det fænger? Har du indsigt i udviklingen på de sociale platforme og er vant til at begå dig på Facebook, Instagram og Twitter? Trives du med at have mange forskellige arbejdsopgaver på dit bord – og ofte på samme tid? Og interesserer du dig måske oven i købet for uddannelse, mangfoldighed, og multikulturer, og kunne du tænke dig at opleve en organisation som UVU indefra?

Så er det måske dig, der er vores nye praktikant i Udlændinge Vejleder Udlændinge, hvor vi arbejder med at styrke vores organisations kommunikation.

Vi tilbyder dig til gengæld et lærerigt forløb i en spændende organisation, hvor du får rig mulighed for at samle praktisk erfaring, opbygge et fagligt netværk og afprøve dig selv i en organisations-kontekst.
Praktikforløbet er ulønnet, og er på 30 timer om ugen.

Det skal du lave:

  • Stå for den daglige drift af UVUs Facebook og Instagram profiler
  • Være med til at udvikle og drive kampagner på de sociale medier
  • Planlægge og producere indhold til annoncering på Facebook
  • Deltage i afdelingsmøder
  • Bidrage til de øvrige opgaver i kommunikationsafdelingen efter tid og evne

Vi forestiller os, at du…

  • Er i gang med en relevant, videregående uddannelse som fx kommunikation, digital formidling, medievidenskab eller lignende.
  • Forstår, hvordan sociale medier fungerer, og er hjemmevandt i de mest almindelige platforme, herunder Twitter, Instagram og naturligvis Facebook.
  • Kan skrive sjovt, præcist og fængende og spotte den gode historie.
  • Har kommunikationsstrategisk sans.

Lyder det som noget for dig?
Så send flukst ansøgning og CV til kontakt@uvu.dk.

Event og netværks praktikant

Få praktisk erfaring med udvikling af kampagner, events og frivillig-aktiviteter i et dynamisk arbejdsmiljø med høje ambitioner, samtidig med du gør en forskel for verden


Om jobbet
Udlændinge Vejleder Udlændinge er en organisation med et bredt netværk af frivillige. Som praktikant skal du understøtte og udvikle frivillig-aktiviteter og kampagner, så både budskaber og frivilligengagementet når længere ud. Du bliver en del af afdelingen for Kommunikation & Engagement, hvor du i tæt samarbejde med vores HR-afdeling arbejder med kampagner og events, både med løbende opgaver og som projektleder på events. Du skal udarbejde materiale, der kan øge UVUs-frivilliges synlighed, samt hjælpe med koordinering af årets store frivilligseminar. Du kommer til at arbejde sammen med kollegaer på tværs af organisationen og med et stort og engageret frivillignetværk.


Om dig
Du er en trænet og korrekt skribent, og du har gerne erfaring med projektkoordinering. Du er initiativrig, pålidelig og struktureret. Du har et godt overblik og er en god planlægger. Du har let ved at lære nyt og er interesseret i fundraising, kampagner og events – gerne med erfaringer fra studiet. Det er en fordel, at du har arbejdet med frivillige.

Studieretninger
Kommunikation, sociale medier, marketing og business, organisation og ledelse.

Om praktikstillingen
Praktikken løber fra september til december 2015. Praktikken er 30 timer om ugen og er ulønnet. Har du behov for at følge et fag på dit studie, finder vi naturligvis ud af det.

Hvis du vil vide mere om stillingen, så kontakt HR-chef Julie Holm-Nielsen på Julie.n@uvu.dk. Send din ansøgning til os via kontakt@uvu.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.